Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Skole Logo
Mobil menu

Faglighed

På Nr. Uttrup Skole vægter vi faglighed og trivsel højt. Vores pædagogiske grundprincip er, at faglighed og trivsel går hånd i hånd, og vi arbejder målrettet med fagligheden.

Nr. Uttrup Skole har flere gange vist sig at være en af de skoler i Aalborg Kommune med den største undervisningseffekt. Undervisningseffekten beregnes ud fra et socioøkonomisk tal som måler, hvor gode vi som skole er til at løfte elevernes faglige niveau ud fra deres sociale og økonomiske baggrund. Og netop dette ER vi rigtig gode til. 

Vi stiller krav til eleverne – alle skal yde efter bedste evne, uanset hvilket niveau eleven er på. Vores mål er hele tiden at optimere det faglige niveau og arbejde progressivt med fagligheden for at få så dygtige elever som muligt.

Skolen er afdelingsopdelt – vi har således tre afdelinger; indskolingen 0.-3. klasse, mellemtrinnet 4.-6. klasse og udskolingen 7.-9. klasse. Vores lærere arbejder primært i én afdeling, vi tror på, at det er godt for fagligheden, da det bevirker, vores lærere er specialiserede indenfor én afdeling. Ligeledes underviser vores lærere som udgangspunkt udelukkende i deres linjefag eller det der svarer til linjefagslignende kompetencer. Herved mener vi, lærerne har de bedste forudsætninger for at øge elevernes læring.

På Nr. Uttrup Skole anvender vi en bred vifte af evalueringsværktøjer både obligatoriske og interne. Disse bruges formativt og summativt. Det betyder, at den enkelte elev både bliver evalueret med henblik på at “opsummere” resultatet af læringsprocesser men lige så vigtigt, at den enkelte elev bliver evalueret med henblik på, hvordan han eller hun kan videreudvikle sine kompetencer.

På skolens pædagogiske læringscenter – i daglig tale PLC – har vi tilknyttet læsevejleder matematikvejleder, læringsvejleder, IT-vejleder og dansk som andetsprogsvejleder, inklusionsvejleder samt en kultur- og medieformidler. Alle vejledere er i tæt dialog med skolens pædagogiske personale, blandt andet gennem lærings- trivselssamtaler 2 gange årligt, med henblik på at skabe den bedst mulige læring for eleverne.