Hjerte for læring – Trivsel

Fokus område: Trivsel

På Nr. Uttrup skole prioriteres elevernes trivsel højt og vores mål er, at alle elever skal opleve skolen som et trygt og godt sted at være. Vi forsøger desuden at udvikle det sociale fællesskab, således at der er plads til forskellighed og at alle tager hensyn til hinanden. Skoletiden på Nr. Uttrup Skole skal fremme så stort et socialt, fagligt og menneskeligt udbytte hos den enkelte, som muligt. Derfor taler vi meget med hinanden og har fokus på den løbende dialog mellem skole og hjem.
Med en god, tillidsfuld og konstruktiv kontakt mellem skole og hjem sikres i dagligdagen, at der foretages en hurtig indsats ved konfliktsituationer.
For os drejer dialogen sig om at udvikle elevens personlige og sociale egenskaber. Det drejer sig om elevernes trivsel og tryghed, der er en nødvendighed for deres motivation og mulighed for indlæring.

På Nr. Uttrup Skole hjælper vi eleven med at tilegne sig nyttige kundskaber og færdigheder. Det er samtidig væsentligt for os, at undervisningen foregår i et godt og trygt miljø, hvor den enkelte elevs trivsel er stor. Vi ser det som et fælles ansvar, at alle kan lide at gå i skole. Eleverne møder engagerede lærere og pædagoger, der er dygtige til at motivere både klassen og den enkelte elev, og som medvirker til at skabe et fællesskab blandt eleverne. Mobning tolereres ikke, og måtte en elev ikke trives, tages der hånd om dette. Vi vægter en respektfuld omgangstone og væremåde. Vi har stort fokus på sprogbrug, både det verbale og det skrevne, således samtaler på skolen mellem børn og voksne og mellem børnene indbyrdes foregår med respekt for hinanden.

Hvert år gennemfører alle elever på skolen den nationale trivselsmåling, hvor de afhængig af deres alder svarer på mellem 20 og 40 spørgsmål omkring deres trivsel, undervisningsmiljø samt ro og orden i klassen. Efterfølgende udarbejdes der en rapport, der dels viser resultatet af den enkelte klasses trivsel, dels skolens generelle trivsel. Teamet omkring den enkelte klasse følger op på trivselsmålingen ved at  bruge resultaterne som afsæt til udvikling af indsatser, der kan forbedre elevernes trivsel. Resultatet af trivselsmålingen samt det videre arbejde orienteres til forældrene på forældremøder eller via nyhedsbreve. I den seneste trivselsmåling fra foråret 2016 rangerer Nr. Uttrup Skole blandt de 20 % af skolerne i Danmark, der har den bedste trivsel. Link til denne undersøgelse kan findes her: http://www.ugebreveta4.dk/find-dit-barns-skole-her-er-landets-gladeste-og-mest_20568.aspx

We are the champions

På Nr. Uttrup Skole arbejder vi med venskabsklasser, således har alle elever fra 0.-4. klasse en venskabsklasse fra 5.-9. klasse. Venskabsklasserne giver god mulighed for at skabe tryghed hos de yngste elever, ligesom det giver de ældre elever mulighed for at vise ansvar og omsorg for de yngre elever.

To gange årligt har vi trivselsdage for hele skolen. Dagen kan forløbe på forskellig vis, eks. kan den arrangeres afdelingsvis, klassevis eller eksempelvis med en tur ud af huset for hele skolen. Uanset formen for dagen er det overordnede mål at skabe trivsel blandt vores elever, så alle oplever skolen som et rart og trygt sted at være og lære.

En gang om måneden har vi morgensang for hele skolen, hvor alle samles i spisesalen. Her synger vi et par sange, og de forskellige afdelinger arrangerer på skift noget, de kan vise for resten af skolen. Det kan eksempelvis være en kortfilm, en sang, oplæsning af et digt eller lignende.

For at sikre de bedste trivselsmæssige betingelser for vores elever, har vi blandt andet et fast korps af trivselspersoner, som er tilknyttet Kompasset. Kompasset kan yde støtte i form af at give de elever, der måtte have brug for det, et pusterum i en travl hverdag. De kan coache eleverne, lave samtaleforløb samt støtte eleverne i forhold til diverse personlige problematikker, som kan påvirke skolegangen og den generelle trivsel.

Kompasset har også mulighed for at tilrettelægge særskilte forløb med elever som trænger til at mærke- og arbejde med sig selv trivselsmæssigt.

Nedenstående artikel, “We are the champions”, der blev bragt i Nordjyske i  maj 2015, fortæller, hvordan tre drenge fra Nr. Uttrup Skole har arbejdet med sig selv via Kompassets trivselsprojekt Møj Fin. Ligeledes fortælles der i en artikel fra august 2016 om syv andre drenges store succes med gennemførelse af projekt Møj Fin.

Læs her

Læs her: https://drive.google.com/a/nusk.dk/file/d/0B8COWYgLoyNuVDFyck5yMUR6N2s/view