Hjerte for læring – Faglighed

Faglighed på Nr. Uttrup skole

På Nr. Uttrup Skole vægter vi faglighed og trivsel højt. Vores pædagogiske grundprincip er, at faglighed og trivsel går hånd i hånd, og vi arbejder målrettet med fagligheden.

Nr. Uttrup Skole har flere gange vist sig at være en af de skoler i Aalborg Kommune med den største undervisningseffekt, ligesom vores 9. klasses elever fra skoleåret 2014/15 dimitterede med et karaktergennemsnit på 8,34. I august 2016 blev vi i en rangering af skolerne placeret som den 3. bedste skole i Danmark målt på det socioøkonomiske tal (se link her: https://www.cepos.dk/publikationer-projekter/undervisningseffekten/find-din-skoles-undervisningseffekt). Et socioøkonomisk tal vurderer, hvor gode vi som skole er til at løfte elevernes faglige niveau – og netop dette ER vi rigtig gode til. Vi stiller krav til eleverne – alle skal yde efter bedste evne, uanset hvilket niveau eleven er på. Vores mål er hele tiden at optimere det faglige niveau og få så dygtige elever som muligt.

Skolen er afdelingsopdelt – vi har således tre afdelinger; indskolingen 0.-3. klasse, mellemtrinnet 4.-6. klasse og udskolingen 7.-9. klasse. Vores lærere arbejder primært i én afdeling, vi tror på, at det er godt for fagligheden, da det bevirker, vores lærere er specialiserede indenfor én afdeling. Ligeledes underviser vores lærere som udgangspunkt udelukkende i deres linjefag eller det der svarer til linjefagslignende kompetencer. Herved mener vi, lærerne har de bedste forudsætninger for at øge elevernes læring.

På Nr. Uttrup Skole anvender vi såvel nationale – som interne test både summativt og formativt. Det betyder, at den enkelte elev både bliver evalueret med henblik på at “opsummere” resultatet af læringsprocesser men lige så vigtigt, at den enkelte elev bliver evalueret med henblik på, hvordan han eller hun kan videreudvikle sine kompetencer.

På skolens pædagogiske læringscenter – i daglig tale PLC – har vi tilknyttet en læsevejleder, to læringsvejledere, en IT-vejleder, lærere der underviser i dansk som andetsprog eller giver faglig støtte, en inklusionsvejleder samt en bibliotekar. Alle vejledere er i tæt dialog med skolens pædagogiske personale med henblik på at skabe den bedst muligt læring for eleverne.

IT er en integreret del af vores undervisning, alle vores elever fra 2. til 9. kl. har Chromebooks, og alle lokaler er udstyret med projektor og lærred. Digitale portaler er en integreret del af vores undervisning. De digitaler portaler gør det muligt for vores elever også at kunne dygtiggøre sig uden for skoletiden.

I faglig fordybelse (FAFO) arbejder den enkelte elev med at fordybe sig i fagligt stof. Dette kan foregå inden for alle skolens fag, og der kan naturligvis arbejdes med lektier i klassisk forstand men lige så vigtigt, kan der også arbejdes med at fordybe sig i ukendt stof, i et interesseområde, i noget man har svært ved eller noget helt fjerde. Et af vores vigtigste mål med faglig fordybelse er at udvikle eleven fra elev til studerende, således den enkelte elev er bevidst om egne kompetencer og udviklingspunkter og derfor i langt højere grad finder det meningsgivende at fordybe og dygtiggøre sig.